Som forælder ved du om nogen, at shoppinglisten er lang. Tag en tur i BabySam og det bugner fra gulv til loft med ting. Har man virkelig brug for alt det?
Den tanke havde jeg selv da jeg første gang satte mine fødder i en babybutik og spurgte venner og familie til råds.
Pusletasken er én af de ting på shoppinglisten man kan stille spørsmålstegn ved. For er det ikke bare en taske?
Både ja og nej.
Hvad adskiller en pusletaske fra en almindelig taske?
At have en pusletaske kan gøre livet lettere når du er på farten med dit barn. Den er designet til at holde styr på babyting som bleer, vådservietter og sutter. Tasken skal gøre det nemt at finde tingene, når du har brug for dem.
Nogle pusletasker har indbyggede termolommer til at holde sutteflasker varme, de fleste har indbygget puslemåtte, de kan ofte monteres på et barnevognsstyr, er lette at rengøre og så videre og så videre.
De mindre gode har, i min optik, bare en masse lommer. At en pusletaske har mange lommer gør den ikke automatisk funktionel – det kræver system at opretholde et system.
Pusletaskerne designes altså med specifikke funktioner der tilgodeser livet med et barn, og dét gør dem anderledes end en almindelig taske.
Betyder det så, at man skal anskaffe sig en traditionel pusletaske?
Nej, bestemt ikke.
Alternativer til en klassisk pusletaske
Der er naturligvis andre muligheder end den klassiske pusletaske, og det handler i bund og grund om dine ønsker, behov og hvor meget du gider gå op i det.
Almindelig rygsæk eller rummelig håndtaske
Jeg har selv brugt en Fjällräv rygsæk da jeg blev træt af den pusletaske jeg havde. Var det genialt? Nej, men det var lige så rodet som i pusletasken, og rygsækken kunne jeg i det mindste tage på ryggen (smart når man bor i lejlighed) og ligge ‘på maven’ og åbne op i begge sider hvilket giver et rigtig godt overblik.
Det er heller ikke altid, du har brug for hele pusletaskens indhold. Som far/mor kan man godt tilbøjelig til at tage alt med for at være kampklar i alle tænkelige situationer, og nogle gange skal du måske bare ud og gå en tur og har bare brug for en ble og vådservietter just in case.
Du kan altså sagtens overveje at bruge en almindelig taske eller rygsæk som alternativ til pusletasken.
Pakkeposer kan hjælpe med at organisere pusletasken
Forældre har én klar ting tilfælles med backpackere: behovet for at organisere taskens indhold.
Det der hurtigt kan ske med indholdet i en pusletaske er, at størstedelen af tingene ligger i det store rum hulter til bulter. Det skaber, surprise surprise, et meget dårligt overblik over indholdet.
Det gælder i øvrigt uanset om du bruger en standard pusletaske, rygsæk eller en helt tredje type taske.
For at afhjælpe det problem kan du overveje at købe pakkeposer eller rejsetasker – en klassisk backpacker must have.
Hvornår er pakkeposen smart?
Med pakkeposer pakker du de nødvendige ting i flere små poser i stedet for at have alt i én taske. På den måde kan du gruppere indholdet og nemt tage det med, der er brug for i en bestemt situation.
Jeg bruger pakkeposer i forskellige scenarier:
- Til ferier og kortere ture inddeler jeg tøj i pakkeposer – en til bukser, en til bluser etc.
- Til dagligdagens brug af pusletasken har jeg en lille pakkepose der indeholder de små genstande til bleskift: olie, zinksalve m.m. (Det grej der havde det med at forsvinde i lommernes dyb)
Selv pakkeposer skal du bruge med omhu, for du skal kunne huske eller hurtigt se, hvad der er i hvilken pose. Igen handler pusletaskens indhold om organisering og evnen til at opretholde et system.
Du får behov for en eller anden taske
Tilbage til spørgsmålet, er en pusletaske nødvendig?
Ja det er den egentlig, for vi kommer ikke udenom, at når du skal ud af hjemmets trygge rammer med et barn, så får du brug for stofbleer, klemposer, vådservietter, ekstra sutter, suttesnore, ren body, legetøj, drikkedunk og så videre. Ikke altid det hele på en gang, naturligvis.
Kald tasken hvad du vil
Det er fuldstændig ligemeget om du vælger at købe en traditionel pusletaske, en rygsæk eller bruger en gammel rummelig håndtaske.
Pointen er, at du får brug for en taske som kan rumme en række forskellige babyting, og du kommer formentlig ikke til at gide at skulle ompakke din egen taske hver gang du skal ud af huset med dit barn.
👜 Stadig i tvivl? Se den pusletaske der får flest anbefalinger af flaskeforældre 👶🏼