En af de store fordele ved amning er, at der hvor du er, er maden. Med flaskebørn og modermælkserstatning er sagen selvsagt en anden, og det kræver en smule mere forberedelse og koordinering.
Er du ny forælder til et flaskebarn og i tvivl om hvordan du bedst griber det an at tage på tur? Så læs med herunder og få to forskellige bud på, hvordan du kan holde baby mæt og tilfreds på farten.
Drikkeklar MME brikker
Den ene mulighed du har når du skal på farten med et flaskebarn er at bruge drikkeklar modermælkserstatning – det der kaldes for brikker. Brikkerne skal du ikke nødvendigvis gøre noget ved (medmindre dit barn kun vil indtage mælken ved en bestemt temperatur), men kan serveres direkte. Det er altså en ret bekvemmelig måde at rejse på, om end det fylder godt i tasken.
I alle større danske supermarkeder der har en baby-sektion vil du kunne finde drikkeklar modermælkserstatningsbrikker. Udvalget på hylderne er typisk: Nan Pro, Arlas Baby&Me Organic og Allomin. Enkelte steder har jeg set Arlas Babymælk.
Krydser du grænsen til eksempelvis Tyskland (Fx. Rewe) eller Sverige (Fx. Ica) er der ligeledes fine muligheder for at købe drikkeklar MME, blandt andet fra HiPP som ikke længere sælges i Danmark.
Allomin og Baby&Me kan man ofte købe som en smart 6-pak, og Nan Pro som enkelte brikker. Stykprisen for en brik, på tværs af mærker, er typisk omkring 9-10 kroner.
Find de laveste priser på drikkeklar MME
Nan Pros skruelåg fungerer bedst til farten
Jeg har brugt mange timer i bil og/eller offentlige steder med en Baby & Me brik der har spildt ud over det hele uanset hvor nænsomt jeg har forsøgt at åbne den.
Når det kommer til det praktiske aspekt må jeg derfor bare sige, at Nan Pro brikken med skruelåg er en klar vinder. Til det skal jeg også nævne, at min barn ikke drikker Nan Pro derudover, men det har aldrig været et problem med maven.
Helt seriøst, har Arla og Semper ikke testet HVOR bøvlet det er at åbne brikkerne?
Derudover er det også sjældent at man, i barnets første par måneder, skal bruge 200 ml i sutteflasken, og her skal man enten have en stor nok sutteflaske til at kunne rumme det hele, eller en beholder man kan hælde resten i – eller ganske enkelt smide det ud.

Tips til at bruge drikkeklar MME på farten
- Læg MME brikken under babys dyne for at holde den lun
- Det kan være fristende at have backup MME brikker i bilen, men vær opmærksom på temperaturskifte (frost og/eller hede)
- Hvis du vælger Allomin eller Baby & Me, hav da vådservietter eller en klud med til rengøring samt en blepose til at smide de åbne kartoner ud
- Hav evt. en saks med i pusletasken til at klippe brikkerne op
- Får baby ikke drukket 200 ml inden mælken bliver for gammel? Så kan du medbringe en beholder og køletaske for at kunne spare penge ved at gemme resterne.
Termoflaske med varmt og nedkølet kogt vand
Alternativet til de drikkeklare brikker er den gode gamle metode med termoflaske til modermælkserstatning som du selv blander på farten. Det kræver lidt mere forberedelse i form af vand der skal koges og delvis nedkøles og holdes varmt, så det kan få den rette temperatur ved servering (medmindre der er en mikroovn).
Mange forældre der gør dette har stor glæde af en MME doseringsæske så man ikke skal sidde med måleske og MME pulver ud over det hele. Se f.eks. doseringsæsken fra MAM:
Tips til termoflaske og MME på farten
- Invester i en god termoflaske der kan holde vandet varmt (Se forældrenes favorit her 🍼)
- Medbring en termoflaske med varmt vand der kan bruges som vandbad til at opvarme sutteflasken (smart hvis der hverken er mikroovn, strøm fra en bil eller batteridreven flaskevarmer)
- Varm termoflasken, uden indhold, i mikroovnen inden afgang, så holder den sig varm i længere tid
- Pak flasken med varmt vand ind i en stofble for at holde på varmen
- Brug en MME doseringsæske så du på forhånd kan have doseret mængden af MME korrekt
- Overvej om en flaskevarmer to go kan være en hjælp
- Hvis stedet du skal hen har en mikroovn, kan du blot medbringe MME pulver og kogt afkølet vand
Husk at pakke rene sutteflasker
Uanset om du vælger drikkeklar MME eller termoflaske og MME pulver, får du brug for rengjorte sutteflasker. Hvor mange sutteflasker du skal medbringe afhænger naturligvis af hvor længe du skal være væk.
Guide til sutteflasker: Til dig der er i tvivl om hvilken sutteflaske du skal vælge 🍼
Rengøringsudstyr til længere ture
Hvis du er væk i mere end ét døgn, kan det være nødvendigt også at medbringe rengøringsudstyr så du kan rense flaskerne – medmindre du har så mange sutteflasker at du kan undgå det.
De gange hvor jeg har været på hotel med mit flaskebarn havde jeg foruden sutteflaskerne også en lille opvaskebalje, børste samt sæbe og handsker til at rengøre flaskerne, og brugte hotellets elkedel til at skolde dem og sutterne. Hvis ikke der står en elkedel på værelset er personalet typisk meget behjælpelige med at skaffe en, er min erfaring.
Låg til sutteflasken
Derudover kan låg til sutteflasken være smart da de holder suttetuden ren og du minimerer risikoen for mælke-lækage på bilsædet eller hvor du er.