Modermælkserstatning har gennem årene gennemgået en imponerende udvikling: fra de tidlige dage med simpel komælk eller ko-proteinbaserede erstatninger til moderne produkter, der efterligner de komplekse næringsstoffer og sammensætningen af modermælk. Denne udvikling har været drevet af en række faktorer, herunder videnskabelige fremskridt, teknologiske innovationer og sociale forandringer.
I dag er det helt almindeligt (og forventeligt) at et supermarked har hylder dedikeret til modermælkserstatning. Men hvad gjorde man før modermælkserstatning blev et kommercielt produkt – for amning har vel alle dage skabt udfordringer for forældre?
Hvornår kom modermælkserstatning?
Den første form for modermælkserstatning i form af børnemel. Det var det første kommercielle produkt til spædbørn der ikke kunne fuldammes, og var baseret på mel og komælk. Børnemel blev opfundet af den tyske kemiker Justus Liebig, og produktet, der i mange lande blev solgt på dåse, fik navnet “Suppe für Säuglinge”. Til at starte med var det en flydende blanding, og senere hen blev det også lanceret som tørpulver.
Indholdet af børnemel
Ingredienserne til datidens modermælkserstatning, børnemel, bestod af mælk, hvedemel, maltmel og basen kaliumbikarbonat. For at holde prisen nede blev der brugt skummetmælk, og det høje energiindhold der er i modermælk forsøgte Justus at efterligne ved at tilsætte hvedemel. Herhjemme blev de danske versioner af det tyske børnemel blandet efter samme princip.
I 1881 blev der skrevet en anmeldelse af det danske børnemel:
Det er en Kjendsgjerning, at det store Antal Børn, der ere opfødte med dette Fabrikat som udelukkende Ernæring, ere blevne store, stærke, kraftige og i alle Maader sunde, og meget let have gjennemgaaet de almindelige Børnesygdomme.
Georg Gottlob Stage, pædiater
På trods af udtalelser som den, blev der set kritisk på børnemel blandt de danske læger. Herunder Svenn Monrad (ekspert i børneeneræring i starten af 1900-tallet) som fordømte brugen af børnemel. Børnemel blev heller ikke nævnt i Sundhedsstyrelsens pjecer.
To typer MME pulver i 1880
I Danmark fandtes der fra 1880’erne to forskellige typer kommerciel modermælkserstatning, og de tog begge udgangspunkt i Liebigs opskrift:
- Den type MME der skulle tilsættes mælk
- Den type MME der skulle tilsættes vand
MME med vand gik i Danmark under betegnelsen børnemel og blev markedsført som komplette erstatninger for modermælk. MME baseret på mælk blev derimod solgt som overgangsprodukt mellem amning og fast føde.
Børnemel forsvandt i 1940’erne
I de 4 første udgaver af Meyers Vareleksikon, som udkom mellem 1902-24, ser man både Nestlés og Leerbeck & Holms modermælkserstatning markedsført som “børnemel”.
Efter 1924 nævner opslagsværket ikke længere nogle danske producentnavne. Børnemel nævnes i Nordisk Lærebog i Pædiatri fra 1941, men alle reklamerne for børnemel forsvandt fra både fagtidsskrifter og aviser i 1940’erne.
Det kunne derfor indikere, at børnemel efter 1940’erne ikke længere kunne købes i Danmark butikker.
Læger anbefalede mælkeblandinger blandet hjemme
Producenter markedsførte børnemel som en erstatning for amning, men danske læger var for det meste skeptiske over for produktet. I stedet anbefalede de, at børn der ikke kunne få modermælk, skulle have simple blandinger af mælk, vand eller et kornafkog og sukker, som forældrene kunne tilberede derhjemme.
Den første vejledning til mødre om spædbørnspleje, blev skrevet af professor Carl Levy fra Fødselsstiftelsen i 1845, var rettet mod den almene befolkning som en reaktion på den høje børnedødelighed. I 1920’erne begyndte Sundhedsstyrelsen at udgive vejledninger i spædbørnspleje, herunder opskrifter på mælkeblandinger.
Krav til børnemælken i 1916
I 1916 blev lovgivningen om børnemælk indført, og fra 1925 blev det præciseret, at børnemælk altid skulle bestå af rå sødmælk, som kom fra besætninger, der havde bestået Tuberkulinprøven for højst et år siden og blev underkastet løbende dyrlægekontrol. Ifølge den gældende mælkeanordning skulle sødmælk indeholde mindst 3% naturligt mælkefedt.
Det var vigtigt, at det var tydeligt markeret, hvis børnemælken på nogen måde var blevet opvarmet eller homogeniseret. Fra slutningen af 1940’erne fik køerne, der leverede børnemælken, et særligt sammensat foder med det formål at opnå en mælk med højt vitaminindhold. Indtil 1957 blev børnemælk anbefalet i Sundhedsstyrelsens pjecer, men herefter anbefalede styrelsen, at mælkeblandinger blev lavet på sødmælk.
På den ene side var det vigtigt at have en bakteriologisk sikker ernæringskilde til spædbørn, men på den anden side vidste man også, at opvarmet mælk til opflaskning var årsag til alvorlige mangelsygdomme. Begge dele havde indflydelse på næringsindholdet i de mælkeblandinger, som danske forældre blev opfordret til at lave.
I 1960’erne kom de første komplette MME på markedet
I 1960’erne blev de komplette modermælkserstatninger lanceret på det danske marked. De første moderne modermælkserstatninger var alle syrnede for at forbedre fordøjeligheden af komælken. Nestlés Nan fra 1969 var det første usyrnede produkt på det danske marked, efterfulgt af andre lignende produkter. Disse tidlige produkter kan betragtes som forgængere for de modermælkserstatninger, der stadig er tilgængelige på markedet i dag.
Modermælkserstatningerne blev udviklet med en større fokus på at efterligne modermælkens næringsindhold, herunder vitaminer og mineraler, som adskilte dem fra både børnemel og mælkeblandingerne. Producenterne forsøgte at skabe et produkt, der lignede modermælk så meget som muligt. Dette blev dog gjort besværligt af dansk lovgivning, der forbød tilsætning af andet fedt end mælkefedt til mælkekonserves og regulerede indholdet af modermælkserstatninger ved lov i 1971. Det var først efter denne lov, at det blev tilladt at tilsætte vegetabilsk fedt alene til modermælkserstatninger.
I 1978 blev det muligt at producere modermælkserstatninger med et højere indhold af vegetabilsk fedt, under den betingelse at produktet ikke blev klassificeret som ‘mælkekonserves’. Den danske fødevarelovgivning satte dermed grænser for, hvor meget erstatningsprodukter kunne efterligne modermælkens egenskaber, samtidig med at den skulle beskytte forbrugere mod falske fødevarer og vildledende reklame.
1974: MME nærmer sig modermælkens sammensætning
Først i 1974 nævnte Sundhedsstyrelsen, at modermælkserstatninger kom tættere på sammensætningen af modermælk, men de gængse brochurer gav fortsat instruktioner i brugen af mælkeblandinger. Først fra 1979 ændrede Sundhedsstyrelsen det til, at de ikke anbefalede forældre at give deres spædbørn hjemmelavet mælkeblandinger, og herefter fik de kommercielle modermælkserstatninger for første gang en anbefaling fra Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsens ændrede deres pjecer efter 1974, hvormed opskriften på mælkeblandinger forsvandt. Modermælkserstatninger havde på dette tidspunkt været på markedet i 10 år og indholdet havde været lovreguleret i otte år, før Sundhedsstyrelsen begyndte at anbefale det til børn der ikke kunne ammes.
Til sunde og raske børn blev det anbefalet at bruge det man kaldte humaniserede modermælkserstatninger, og det blev i 1979 solgt under navnene Allomin, Babymin og Nan.
I forhold til udlandet, særligt USA, var Danmark lang tid om at komme “ind i kampen” med modermælkserstatninger. I USA var det allerede udbredt i 1940’erne og 1950’erne.
Mælkeblandinger dominerede stadigvæk i 1970’erne
Der eksisterer ikke nogen opgørelser over hvor udbredt de færdigblandede modermælkserstatninger var i Danmark. Ida Rosenstand Klahn har gennemgået 300 forskellige sundhedsplejejournaler fordelt på årene 1960, 1967 og 1974/75 i København, og fandt kun få eksempler på børn, der fik modermælkserstatning i 1967. I midten af 1970’erne fik hovedparten af flaskebørnene stadig mælkeblandinger.
Kilder:
Modermælken og dens erstatninger 1867-1980 En fødevarebiografi Af Caroline Nyvang & Anne Katrine Kleberg Hansen (link til tidsskrift)