Hjem » Hvilken modermælkserstatning mætter mest?

Hvilken modermælkserstatning mætter mest?

Smilende baby med sut i munden

Et af de spørgsmål jeg har set flest gange i forskellige online fora for flaskebørn, er hvilken MME mætter mest?

Mange forældre har enten fået overbevist sig selv om, at noget MME mætter mere end andet (hvis deres barn eksempelvis virker mere sultent efter at have skiftet MME mærke), eller de er blevet overbevist om det af deres SP, venner og bekendte eller online.

Og er der noget man ikke ønsker, så er det en baby der ikke får stillet sulten.

Men har det noget på sig? at nogle typer MME mætter mere end andre?

Alle MME mærker mætter lige godt

Det korte svar på spørgsmålet er: NEJ. Det er helt og aldeles ligegyldigt hvilket MME mærke du vælger. De er alle sammen lige gode og lige mættende.

Som du kan se i citatet fra SST herunder, så er der i EU meget stramme regler for hvordan alt modermælkserstatning produceres. Der er således ikke produkter der ikke mætter nok, på markedet.

Der er regler for, hvordan modermælkserstatninger skal være sammensat, og valg af mærke er derfor underordnet. 
Sundhedsstyrelsen

Men der kan være stor forskel på hvordan dit barn reagerer på den enkelte MME – og det er den rejse alle flaskeforældre skal ud på; hvilken MME fungerer bedst til mit barn.

For nogle er løsningen syrnet MME for andre er det MME uden komælk, højt hydrolyseret MME eller noget fjerde. Vores børn er vidt forskellige, og reagerer forskelligt på den mælk de får. Er du ny flaskeforælder og i tvivl om hvilket mærke du skal vælge, kan du læse vejledningen for MME til nyfødte her.

Udviklingsspring påvirker (måske) appetitten

I ammeverdenen tales der om “ammespring”. Perioder i barnets liv hvor barnet i højere grad søger brystet. Det er blevet omtalt som appetitspring, men i følge ammenet.dk er der ikke faglig begrundelse for, at disse appetitspring hænger sammen med vækstperioder.

En af de mulige forklaringer der i stedet kan ligge til grund for barnets øgede behov for at spise, kan handle om tryghed. For ammebørn er brystet lig med tryghed, og for flaskebørn er sutteflasken lig med tryghed.

Hvis du oplever at dit barn ikke virker mæt nok, kan det måske handle om tryghed i perioder af barnets liv, hvor der på den ene eller anden måde sker en masse.

Er det tid til at introducere grød?

Hvis, eller når, dit barn begynder at spise mere end 1000 ml MME om dagen og det er fyldt 4 måneder kan du begynde at introducere grød/mos. Drikker dit barn denne mængde mælk og fortsat virker sultent, kan det nemlig være et tegn på, at mælken ikke længere mætter nok (Uanset hvilket MME mærke du vælger).

Der er nemlig en grænse for, hvor meget mælk flaskebørn bør indtage dagligt, og den grænse hedder 1000 ml. Det er noget som du måske har fået fortalt af din SP hvis du har et mælkeglad barn – det gjorde jeg selv. Men det er også noget mange tager med en hvis ro, da der kan være perioder hvor barnet spiser mere eller spiser mindre.

Husk på altid at kontakte egen SP eller læge, hvis du er bekymret for om dit barn ikke får den rette eller nok næring.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top