Fra amning til flaskebaby
I sommeren 2022 kom mit første barn til verden, og på nul komma fem befandt jeg mig midt i et sårbart kaos. Et kaos der bestod af modstridende ammeråd fra sundhedspersonale og en ked baby der ikke havde nok i sin ‘indbyggede madpakke’.
Det tog halvanden måned før jeg sagde endeligt farvel til en opslidende kamp med suttebrikker, plastbægre med drikkeklar MME doseret med milliliter sprøjter, lav mælkereserve samt et udmattende program med en Medela brystpumpe.
Da jeg blev forælder havde jeg ikke forventet andet end at vores barn skulle ammes og have modermælk. Sådan blev det ikke. I stedet fik jeg, efter noget tid, en 100% flaskebaby med alt den fleksibilitet, praktik og teknik som det skulle vise sig det kræver, at have et flaskebarn.
Amning og flaskefodring kommer med hver deres fordele og ulemper, og her på flaskebaby.dk forsøger jeg at formidle alt den brugbare viden fra flaskeforældre til flaskeforældre, som jeg ikke selv havde let ved at finde. Til dig der er ny flaskeforælder, vil jeg anbefale denne lynguide til de mest basale ting du får brug for, fra starten.